Jeg er SÅ stolt af mit nye logo og vil gerne fortælle, hvad det egentlig handler om.

Processen og tankerne bag mit nye logo:
Jeg har i flere år haft Treenigheden inde omkring mit arbejde, da jeg oplever at i enhver session er der 3 faktorer der spiller ind – hver af lige stor betydning for sessionens udfald: Klienten, behandleren (underviseren) og det spirituelle aspekt.
Allerede fra starten af mit terapeutiske virke var hovedmottoet: Det handler om balance.

Nyt år, nye tanker og ny fordybelse:
Da jeg i begyndelsen af 2018 fik input til mit nye logo kom det 3-delte igen på banen. Det drejer sig om de 3 guddommelige kvaliteter i hjertet, der er kærlighed, visdom og kraft (power).

Ønsker vi at mestre balancen i livet er det vigtigt at vi har fokus på alle 3. De fleste af os søger en form for udvikling – måske ved vi ikke hvad det er, men vi har en søgen, en længsel.
For at opfylde denne længsel finder vi hver især vores måde at udfolde os på, både som mennesker og i vores kreativitet.

Den 3-foldige Flamme – lyset på jorden:
Alle 3 kvaliteter har hver deres funktion og en balance imellem dem giver os følelsen af at være komplet.

– vi skal eje vores egen personlige kraft (power) 100% – for at realisere lyset i os.
– vi skal eje vores betingelsesløse kærlighed 100% – til os selv, til andre, til dyrene og naturen, til jorden for at transcendere frygt i livet.
– vi skal eje vores visdom – psykologisk og spirituelt, 100% – for at skabe og holde balancen mellem kærlighed og magt.

Lyset og det guddommelige i os opstår ved den perfekte balance af kærlighed, visdom og kraft.

Hvis vi kun identificerer os med en eller 2 af kvaliteterne, f.eks. visdom eller kærlighed, så halter 3-benet.
Alle 3 kvaliteter har brug for hinanden og vi har brug for alle 3 til at skabe balance og følelsen af at være opfyldt og komplet.

Farver:
Sjovt nok havde jeg fokus på 3 farver, der hver især repræsenterer disse aspekter – Rød = kærlighed, Blå = visdom, Orange = healing, og da jeg sammensatte selve logoet faldt det blot helt naturligt på plads. Hver af flammerne i hjertet, Den 3-foldige flamme, er som sagt af lige stor betydning, selvom de her har forskellig størrelse – i dette tilfælde er det brug af kunstnerisk frihed for at skabe et lækkert udtryk.

Det skønne ved denne proces for mig er, at jeg lod det tage den tid der skulle til for at det kunne udfolde sig, jeg undgik at forcere noget og at tænke mig til det. Motiv, skrifttyper, farver og helheden lod sig blot vokse frem og først efter processen kunne jeg se sammenhængen.